Dag 10 + 11: En borg skal da ha' en voldgrav!


Dobbelt blogindlæg for to produktive dage!

Onsdag fik vi gravet profil nr. 103 (faktisk kun udgravningens nr. 3, men vi tæller fra 100!), i et forsøg på at nå til bunds i et teglfundament. Endnu er det ikke lykkedes, og vi har passeret de første 1,5 meter. Herfra er sikkerhedshjelm og afstivning af hullet påkrævet. Generelt er der i både Felt 1 og 2 påbegyndt flere profilgrøfter, for at få overblik over de forskellige konteksters sammenhæng. Vi har desuden gjort to kobberfund af ubestemmelig art og mulige tegn på en smedje i snit B III. Hele dagen havde vi en vindstyrke på 10 m/s, så der var jord og sand i ører og øjne samt hår til alle sider ved fyraften!

En meget flot profilgrøft i snit A I og de stolte arkæologer, der tager en velfortjent pause.

Torsdag var vi stadig på jagt efter borgens voldgrav. Det vi før antog var en voldgrav indeholder faktisk en mur, og kan derfor rimelig sikkert ikke være en voldgrav. Vi har dog måske fundet spor af den i snit D I og D II, hvor der ligeledes er blevet gravet en profil. Denne har dog endnu ikke passeret de 1,5 meter. Et ildsted i A II er blevet definitivt afgjort som et madlavningsildsted, hvis man skal dømme ud fra den enorme mængde dyreknogler, vi graver frem mellem trækullet.

I en profil i Felt 2 fandt vi på en dybde af en meter pludselig plastik! I et øjebliks panik var vi bange for, at hele profilen var ubrugelig, da plastisk jo først forekommer i det 20. århundrede. Da vi fortsatte med at grave, kom der dog ro på igen, da plastikken kunne sættes i forbindelse med nogle nedgravede hegnspæle og de omkringliggende fund var uomtvisteligt middelalderlige, heriblandt en tagsten fra senmiddelalderen.

Nicolai gemmer sig af uvisse årsager i profilgrøften, der muligvis viser en del af voldgraven.

Torsdag var Charlotte Jensen fra AU og museumsinspektør Tenna Kristensen fra Museum Sønderjylland desuden forbi DR-studiet i Aabenraa, for at foretage et interview om udgravningen på P1. Linket følger her, der skal spoles frem til ca. 1 time og 29 minutter inde i indslaget: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-eftermiddag-2017-06-01#!/

Kommentarer